15 december 2015

Bedste Nye Bryggeri 2015

I denne uge kårer de danske ølblogge deres bud på årets bedste øl og bryggerier. I går gav jeg titlen som Årets Bedste Danske Bryggeri til Munkebo Mikrobryg, og i dag er det så tid til at kigge på Årets Bedste Nye Bryggeri.

En kandidat kunne være Rocket Brewing. Thomas Schönn, som har startet bryggeriet sammen med Kim og Ulrik, er jo en gammel kending idet han i mange år som internet-drivkraft og alt-mulig-mand hos Mikkeller, var kendt som Smeden. Men selv om det først er i år, at vi har fået en masse gode øl fra Rocket Brewing, blev bryggeriet vel sådan set startet sidste år, så det er ikke helt nyt.

En anden oplaget kandidat er Alefarm Brewing. Men jeg har faktisk endnu ikke smagt nogen af hans kommercielle øl. Jeg smagte et par Alefarm øl sidste år, mens Andreas stadigt var håndbrygger, men er ikke stødt på dem siden. Det ser jeg frem til at gøre.

Min vinder som Årets Bedste Nye Bryggeri bliver Dry & Bitter Brewing, Søren Parker Wagners nye bryggeri.
Søren brygger nogle skønne øl, og nu hvor brygning er blevet hans fuldtidsarbejde, kommer der masser af gode øl fra hans tanke hos Ølkollektivet. Selvom lidt øl er blevet fyldt på flasker, finder man først og fremmest sagerne på fad på diverse ølbarer. Blandt de bedste Dry & Bitter øl som jeg har smagt er IPA'en Day of the Lupidus og den fadlagrede stout Affluence. Søren brygger smagfulde øl med masser af humle og bitterhed, men som samtidigt har en god fyldig baggrunds smag. Godt arbejde Søren :)

Der kommer heldigvis flere og flere danske bryggerier. Nogle af disse laver forholdsvis ligegyldige øl, men andre, som disse 3 Bedste Nye Bryggeri kandidater, giver os heldige øldrikkere nogle dejlige nye oplevelser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar